Naturen omkring Voervadsbro
Oskar og Harald – det dårlige selskab
Tekst og billeder: Kevin Kuhlmann Clausen – september 2025
Kontakt: naturen@voervadsbro.dk
I midten af september ebber sommerens overflod af liv stille ud. Planternes blomstring lakker mod enden, biernes summen forstummer og de sidste slidte sommerfugle hutler sig igennem dagene med aftagende lys og køligere nætter. Efteråret har imidlertid også sine aktører, og en af dem, som fortsat holder stand, er fluen Tachina fera, med det lidt spøjse danske navn ”Mellemfluen Oskar”.
På overfladen adskiller Oskar sig ikke synderligt fra de øvrige arter af efterårets fluer, når den stilfærdigt samler pollen i de sent blomstrende tidsler langs Gudenåens bred.
Faktisk ser den helt nydelig ud med sin karakteristiske sort-orange bagkrop, de gyldne vinger og det lysegule ansigt. Men selvom den voksne flue ikke gør en flue fortræd, gemmer der sig bag det fredelige ydre en grum fortælling.
Mellemfluen Oskar hviler på et blad langs Gudenåen
Mellemfluen Oskar hører nemlig til gruppen af snyltefluer. For at gennemføre sin livscyklus må larven leve som parasit på andre og større larver. På makaber vis fortærer den sin oftest noget større vært, ved først at æde de ikke-vitale dele, hvormed maden holdes frisk, og senere også værtens vitale organer, hvilket i sidste ende slår værtslarven ihjel. Oskar parasiterer først og fremmest larver af natsommerfugle og er, for god ordens skyld, komplet harmløs for mennesker.
Selvom Oskar i sig selv for nogen kan være et ubehageligt bekendtskab, findes der på engene omkring Voervadsbro en endnu grummere flue. Oskar har nemlig en storebror – Tachina grossa eller på dansk ”Kæmpefluen Harald” – som får selv Oskar til at virke lidt klejn. Med en længde på ca. 2 cm er Harald den største snylteflue i Europa, og når den udvælger sin værtslarve, går det ud over nogle af de største arter af natsværmere der findes – i vores nabolag bl.a. egespinder og brombærspinder.
Både Oskar og Harald er afhængige af store sunde bestande af deres værtsarter for at kunne eksistere i et område, og i Voervadsbro har vi netop det. I ådalen findes fortsat vidtstrakte naturområder, der ikke er under plov, og hvor de vilde planter regerer. Disse naturlige arealer sikrer et hjem og et fødegrundlag for, i første omgang, natsommerfuglene – og i sidste ende det dårlige selskab.
Kæmpefluen Harald på merian i Voervadsbro