Naturen omkring Voervadsbro
Flagrende mus
Tekst og billeder: Kevin Kuhlmann Clausen – august 2026
Kontakt: naturen@voervadsbro.dk
August er højtid for nogle af Voervadsbros mest diskrete beboere, og når sensommerens mørke falder på, og de aftagende lune dage glider over i køligere nætter, vågner de i massevis – flagermusene. De små flagrende silhuetter, der tegner sig mod himlen, er ikke blot én enkelt art, men et lille ensemble af forskellige flagermus med hver deres levested, fødepræference og valg af rasteplads. På bare én nat i juli, hvor vi havde en ultralydsdetektor stående i baghaven, formåede den at dokumentere seks forskellige arter: Vandflagermus, damflagermus, dværgflagermus, brunflagermus, sydflagermus og troldflagermus – som alle nyder godt af Voervadsbros skovbryn, enge, vådområder, udgåede træer og gamle huse.
I sensommeren er luften tung af insekter, og flagermusene udnytter det fuldt ud. De lever primært af nataktive flyvere som natsværmere, myg, biller og dansemyg, som de fanger i luften med en præcision, der langt overgår, hvad vores sanser kan præstere. Nogle arter, som vandflagermusen, fræser frem og tilbage over Gudenåens vande og snupper insekter lige over vandspejlet. Andre, som brunflagermusen, flyver temmelig højt og andre igen, som dværgflagermusen, patruljerer lavt langs husgavle og haver, hvor lys og varme samler smådyr i skumringen. Sidstnævnte kan være en hyppig gæst på terrassen, hvis man har gode øjne (se billedet).
Flagermusene yngler i sommerhalvåret, og de fleste samles i små kolonier på steder, der giver varme, ro og beskyttelse. De kan finde på at bruge alt fra hule træer, gamle huse, loftrum, lader og udhuse til sprækker bag brædder eller isolering som yngleplads. De vælger steder, hvor temperaturen er stabil nok til, at ungerne kan vokse hurtigt, og hvor der er kort vej til gode fødesøgningsområder. Nogle flagermus er overraskende fleksible, og i år har en af mine stærekasser fungeret som hjem for en lille gruppe dværgflagermus. Andre arter stiller større krav til valget af bolig.
Sensommeren er tiden, hvor ungerne er blevet store nok til at flyve med ud, og man kan derfor opleve dem i små flokke, der skærer sig som uforudsigelige pile hen over himlen. Deres flugt kan ved første øjekast virke kaotisk for os – kast og svirp i mørket, på et tidspunkt hvor vores eget syn må give fortabt – men for dem er bevægelserne præcise, målrettede og fuldt kontrollerede. De navigerer ved hjælp af deres exceptionelle ekkolokalisering, hvor de udsender højfrekvente lyde og lytter til de bittesmå ekkoer, der kastes tilbage fra omgivelserne. På millisekunder omsætter de disse lydrefleksioner til et tredimensionelt kort over verden omkring dem så detaljeret, at de kan registrere en myg på størrelse med et knappenålshoved eller undvige en gren på et splitsekund. En overmenneskelig evne, som vi nok formår at sætte ord på, men aldrig til fulde vil forstå. De tilsyneladende tilfældige zigzag-bevægelser er derfor i virkeligheden en elegant og præcis dans gennem natten, hvor hver drejning, hvert dyk og hver acceleration er styret af en sanseverden, vi kun kan ane konturerne af.
En dværgflagermus, med en kropslængde på omkring 3,5 cm, havde søgt tilflugt i dørkarmen over terrassedøren. Da jeg trådte ud, faldt den ned, men den blev naturligvis forsigtigt gelejdet tilbage på plads.
Alle danske flagermus er fredede, og deres levesteder er derfor strengt beskyttede. Som udgangspunkt må de ikke fjernes, hvis de har slået sig ned i huse, lader eller andre bygninger. Uden for ynglesæsonen kan man dog – på baggrund af en myndighedsgodkendelse – få tilladelse til at flytte dem. Beskyttelsen af flagermusenes levesteder oplevede man også lokalt ved fjernelsen af dæmningen ved Vilholt Mølle i 2008, da sløjfningen af møllesøen medførte et krav om erstatningsbiotoper for den sjældne damflagermus, der er afhængig af stillestående vand. Der blev derfor etableret erstatningssøer i umiddelbar nærhed.
Når efteråret nærmer sig, begynder nogle af flagermusene at søge mod mildere egne, mens andre bliver og forbereder sig på vinterens stilhed. De som forbliver på vores breddegrader, søger mod kollektive vinterlokaliteter, hvor de mest kendte er Mønsted og Daugbjerg kalkgruber. Gruberne opsøges, fordi deres kølige gange opretholder et stabilt mikroklima med en næsten konstant temperatur og høj luftfugtighed, som gør det muligt for dem at gå i dvale uden at tørre ud eller vågne for ofte. For os kan kalkgruberne virke rå og stille, men for flagermusene er de som beskyttede underjordiske sale, hvor de hænger skjult for vinterens kulde og rovdyr. Vinterdvalen i sig selv er en tilstand så ekstrem, at den må karakteriseres som et af naturens små mirakler. Hjertets rytme sænkes til få slag i minuttet, kropstemperaturen falder dramatisk, og stofskiftet går ned på et niveau, hvor de kan overleve måneder uden at spise. Det er en finstemt balance på grænsen mellem liv og død, hvor for mange forstyrrelser kan være fatale, men som for flagermusene er en fuldstændig naturlig strategi. At de kan hænge i mørket, næsten livløse, og alligevel vågne igen til forårets første summen, er et af de mest fascinerende fysiologiske kunststykker i vores natur.
Flagermusene bærer desværre en kulturel arv med sig, og de har i århundreder været vævet ind i menneskets forestillinger om det mystiske og overnaturlige – ja, selv myten om Dracula har rødder i en blanding af frygt og fascination af disse natlige væsner. Men når man står i skumringen i Voervadsbro og ser dem tegne dansende linjer over himlen, er det tydeligt, at virkeligheden er langt mere fascinerende end myten. Flagermus er sociale, intelligente dyr, der lever i en sanseverden meget fjern fra vores – en verden af ekkoer, lydlandskaber og præcise bevægelser, som for os virker fremmed, men for dem er alt, hvad de nogensinde har kendt til. De er skabninger af mørket, men ikke i overført forstand – og et fascinerende eksempel på den mangfoldighed af liv, der udfolder sig omkring os, og som bør invitere til nysgerrighed snarere end frygt.
